Fordele ved at være digital nomade

Der kan være mange forskellige årsager til, hvorfor man drømmer om, og vælger, et liv som
digital nomade. Personligt valgte jeg et liv som digital nomade, fordi jeg ønskede friheden til
at mikse min hverdag med eventyr og ikke så mig selv i et traditionelt 8-16 job resten af livet.

I 2022 undersøgte Statista, hvad 3.000 digitale nomader (/”remote workers”) mente var den
største fordel ved at arbejde remote.

Her svarede størstedelen (22%), at den største fordel var, at de havde fleksibilitet til at
bestemme, hvordan de ville bruge deres tid.

Dette er fuldstændig i tråd med hvad jeg tænker, men også hvad mange jeg snakker med
siger. Udover at kunne inkorporere flere eventyr i hverdagen, møder jeg nemlig også mange,
som er glade for at kunne arbejde på det tidspunkt af døgnet, der passer dem, og hvor de
føler sig mest produktive. Jeg tror på mange måder på, at selvbestemmelse på en eller
anden måde, gør én til et gladere menneske – i hvert fald blandt folk som er frihedssøgende,
og det er min personlige antagelse, at langt de fleste digitale nomader er det.

Se den fulde rangliste af, hvad folk mente var den største fordel ved at arbejde remote
nedenfor:

1 – At have fleksibilitet til selv at kunne bestemme, hvordan man vil bruge sin tid (22%)
2 – At have fleksibilitet til selv at kunne bestemme, hvor man vil bo (19%)
3 – At have fleksibilitet til selv at kunne bestemme ens arbejdslokation (13%)
4 – At have mere tid, fordi man ikke bruger tid på at pendle (12%)
5 – Økonomiske fordele (11%)
6 – At det er nemmere at fokusere på sit arbejde (8%)
7 – Fleksibilitet i karrieremuligheder (4%)
8 – Mere tryghed (3%)
9 – Andet (1%)

Del: